Biografi - Biography

Født omkring 1410.

Levde 1487.
    Eindrid og Ingebjørg hadde følgende barn (minst):
Ca. 1437: Guttorm, gift med Cecilie Pedersdatter Skjåk
Ca. 1440: Britt, gift med Jon Andersen Kleppe.

   Hennes slekt beskrives i «Gryttingdiplomet»

    Sygard Grytting har truleg tilhørt same slekt sidan 1300-talet.

    Hennes far er ukjent, moren het Borgylla Fredriksdatter og var fra Lom, men gift til Trøndelag. Borgylla og hennes mann døde tidlig, og Ingeborg ble oppfostret hos en søster til moren i Lom. Med Ingeborg kom flere gårder i Nord-Gudbrandsdal over til Bratt-ætta.

    Engebret Hougen skriver i «Ættesoge for Gudbrandsdalen», bind II, side 171:
  «Vi skal og ha i minnet det som ovanfor er fortalt om Ingeborg Erlingsdotter, som var gift med Eindrid Eiriksson på Bjølstad. Ho var dotter åt Erling Eysteinsson (Bratt) på Mytting og Borgylla Fredriksdotter, som var dotter åt ein Fredrik og Ragnhild Olavsdotter, som var gift 2. g. med Sjugurd Eiriksson. Ingebjørg hadde ei syster Sigrid og ein bror Arne Erlingsson. Borghild hadde ei syster som var mor åt Håkon Olavsson, og Ragnhild hadde arva ein bror Jon Olavsson. Videre veit vi at Ragnhild har ått Arngard på Dovre, som ho selde åt presten, det var 6 kyrleier, som så i 1500 ved makeskifte kom til Guttorm Bratt».
    Dette er korrekt når det gjelder morslinjen, noe som fremgår av Gryttingdiplomet som er gjengitt nedenfor. Men jeg kan ikke se at det er dokumentert at hennes far, Erling, skulle være identisk med Erling Eysteinsson (Bratt?) på Mytting. Vi skal ikke glemme at Engebret Hougen har antatt at «Bratt» var et slektsnavn, mens faktum er at navnet «Bratt» forekommer gjennom hele middelalderen og fram til i dag i hele Norden. Navnet betyr en brå, steil person, med andre ord et personkarakteriserende navn som sikket har oppstått mange steder til ulike tider uavhengig av hverandre!

    Engebret Hougen må ha lagt til grunn et diplom datert 06.02.1487 hvor lagmannen i Oppand dømte 2½ kyrleier i Svadegård på Dovre til Ingebjørg og Sigrid Erlingsdøtre som deres mormor, Ragnhild, hadde gitt dem. Diplomet er skrevet på Vågå (DN III 958):
  «Thet kiennis iak Biørn Haluordsson lagman i Wplandum medh thetta mith opna breff ath iak war a Wagha a retthe stemne stwffwo tysdagen nesth efther kyndelsmesse anno domini mcdlxxxvii kom tha wpa stemne fore mek o[k mangom] godom mannom Jngeborgh [Elinghz] dotther ok [Sigri]th [Elinghz] dotther ok tede the ther breff saa lwdande ath Randit theres modher modher haffde giffwidh ford systher #iij kolegho iorder i Swade gardh som lygher i Taldherass a Doffwere fore [theres] tieniste, ok nw ær ford iorde partth ..... kedh,.. saker thes ath thet maa... wara ologlika gaffwer ath giffwidh warder i tieniste l[øn] thy sagde iak fore .... at Jngeborgh ok Sigrit ... heffdena ath the thet fræ[lsli]ke ath føllie swa lenge ath thet wardher thom fran wonet meth laghom. til saninde her om hengher iak mith insiglæ fore thetta breff giordh degy ok are som fore sægher.»
Sammendrag:
Björn Halvardsson, Lagmand paa Opland, tildommer Ingeborg og Sigrid Erlingsdottre 2½ Koleier i Svadegaard i Taldreaas paa Dovre, som deres Mormoder Ragndid (Olafsdatter) havde givet dem, indtil den bliver dem lovlig fradomt.
Kilde:
Efter Orig. p. Papir paa Gaarden Valberg i Vaage. Levning af Seglet.     Jakup Skjedsvoll påviser i artikkelen «Den eldre Bjølstadslekta» at dette ikke kan være den Ingebjørg som var gift med Endrid!

    I 1343 møtes noen av landets mektigste menn i «suemfstofuonne j Grytingh a Frone sydra gardenom» (dvs. svevnstua på Sygard Grytting på Fron). Det gjelder deling av en stor arv, der barnebarnet til kong Håkon V Magnusson, baron Sigurd Haftorson fra Sudrheim, er den ene arveparten (DN I 284).
    I rettsdokument fra 1534 ser en eksempel på den 1000-årige særnorske odelsloven. Gården kommer da over på inngifte ektefelles familie. Men i en vidløftig ankesak til en høyere rett på Hamar vinner slekta tilbake «det faste gods», som etter norsk lov ikke skal komme i «utarv», mens ektefelles familie får beholde ”løsepenge” (løsøre). For å finne rettmessige eiere føres slekta tilbake til 1300-talet.
    Grenda Ryssland med Grytting er blant de tidlige jordbruksbosetingene i Gudbrandsdalen med rike oldtidsfunn, 12-14 gravhauger og en steinring fra hedensk kult.
    Gården ligger på en platå midt i dalsiden i en lun sydvendt helning. Her ga naturgrunnlaget sikre vilkår for korndyrking og kort inneforingsperiode for husdyr. Samtidig bød Gudbrandsdalslågen på gode fiskeplasser og fjellet på vilt.
    Sør-Fron var, med sitt sterke jordbruk og sentrale plassering i dalen, et maktsenter for Gudbrandsdalen gjennom minst tusen år; de første århundredene av vår tidsregning i Rysslandsgrenda med Grytting, fra 600 til 1021 er Gudbrands-ætta på Hundorp dalens herse. Etter møte mellom Hellig-Olav og Dale-Gudbrand på Hundorp, som ble skildret av Snorre Sturlason, ble maktsentret flyttet opp til gården Steig, som blir kongsgård med veitslehall og kapell.
    Navnet Fron signaliserer ifølge Oluf Rygg «en frugtbar og smuk, lystig Egn, et feedt Land, da fraudig, i det Norske Sprog, bemærker feed, frugtbar og Frau det samme som Giødning, Giødske, Møg».
    Grytting er ifølge Oluf Rygh dannet av gammelnorske «grjot» som betyr stein og en avledningsendelse. Endelsen kan være -vin, som betyr eng, slette. Altså stein-slette. Vin-navnene regnes å være fra folkevandringstida 200-400 e. Kr. Grytting er det eldste navnet i grenda Ryssland som har et særdeles rikt oldtidsfunn frå 300 e. Kr.
    I tidlig mellomalder er Grytting to gårdar; Sygard og Nordgard. Sygard betyr altså søndre gården og opptrer skriftlig i 1343 slik; «grytingh a frone sydra gardenom». I muntleg tale ble mest bare Grytting brukt.
    Den doble konsonanten (tt) dukker opp skriftlig på 1500-tallet og er nok en dansk påvirkning.

  «Gryttingdiplomet» ble funnet av professor Gerhard Schøning i 1775 på en av Gryttinggårdene. Han tok et referat av dette på Grytting, Ifølge Stig Grytting (muntlig opplysning til Jakup Skjedsvoll i 2007) har det senere kommet bort etter at det ble solgt til en oppkjøper i 1890-årene. Vi har derfor bare den meget utførlige avskriften han tok, og hvor han nok har fått med seg det vesentligste av inneholdet.

    Utskriftene er trykt i Gerhard Schønings «Reise giennom en Deel af Norge», bind 3 «Reise gjennom Gudbrandsdalen» 1775. Schøning refererer:
  «At forbemeldte gaard Gryting, beliggende strax vesten for Rolstad, har fordum været af Anseelse, og et adeligt Gods, som tildeels har tilhørt den foromtalte Familie Brat, paa Bjølstad, i Hedalen, kan blandt andet sees af 4re gamle Pergaments Breve, som jeg paa bemeldte Grytinge fik Leilighed til at see og extrahere. Det eene, som er meget vidtløftigt, og et Slags Tings-Vidne samt en Dom tilliige om bemeldte Gods, er det vigtigste, og af følgende Indhold, dat. Aº 1533:»
  «Mons. Biscop i Hammer, og Capitlet, Dyre Sewoldson Lagmand ij Oplanden, Mons Trwelson, Hans Krwge oc Olaf Trwelson, Wepnere, Eric Bagge med fleere, Lagrettes-Mænd paa Hedemarken, vare samlede paa Raadstuwom i Hammer, da der for dem mødte Østen Brat og Sefren Stamstad paa Loom, paa sin Hustrues Ingelef Biørne Dottr (synes at have været en Brat) samt hendes Brødres Vegne, Alf og Knut, hvilke tiltalede Oudolf Jonson og Engilbregt Hielle (Hielle i Dofre Sogn), paa egne, samt Jens Ifwerson, paa hans Hustrue Ragnilde Endrids Dotter samt Broders Trond Tynelfs Vegne, om Jordegods, efter gamle Alf Stamstada og hans qvinne Hustru Ingeborg biernedotter (hvilke da have været af Adel, da hun faaer Titel af Hustrue, og mueligt af Familien paa Blakar paa Loom).
    Bemeldte Jordegods var Hielle-gaardene wiid Dofræ, item Bøiegaarden (paa Loom), Sødre Gaarden i Grytinge, Kraagestade wiid Trondhem, med fleere, som de, i lang Tiid, vare fratrængde. Her blev afsagt for Ret, at alt Gods, efter bemeldte Alf Stamstada skulde viige til Erich Degens Egtebarn, hvoraf forbenævnte Sefrens Hustru var kommen: thy Erich var Alfs skyltegin frilleson, som hans eget Brev derom vidnede. Desuden havde Hustru Swniue, Hustrue Ingeborgs Moder, en Broder ved Navn Anfin, som dødde uden Børn, samt en anden, heed Fridric, som havde en Dotter, ved Navn Borgylla, men denne igjen en Dotter, ved Navn Ingeborgh, som var Gwttorm Brattes Moder.
    Bemeldte Anfins og Fridrics søster Swniue blev gift til Trondhem, og havde en Dotter, ved Navn Ingeborgh, som Alf Stamstada fik, og da var Borgylla Fredrics Dotter endnu liten. Hende tog da hendes Frenke [kvinnelig slektning] Hustru Ingeborgh til sig, med alt hvad hun eiede, som hverken Borgylla eller hendes Arvinger kunde siden faae tilbage. Gamle Alfr og Hustru Ingeborghs Søn heed Bierne, dennes Hustru Gudriit. Siden dødde gamle Alf, dernæst Bierne, saa Hustru Ingeborgh, og derefter tog Gudriit al Arven til sig, paa sine Barns Vegne. Barnet dødde, Gudriit beholdt alt.
    Paa denne post dømtes, at Gudriit vel havde Ret til at beholde alle løse Penge, men ei det faste Gods, efter Norske Lov, som befaller, at fast Gods ei maae falde i Ut-Arv. Af denne Post reiste sig den Trætte, som nu var for Retten: thi Gudriit skiftede Godset mellem sine Frender, Jon Audulfson, hendes Farbroder, og sin Søster, Engelbrith Hielles Moder. Blev nu derfor avsagt, at alt Gods, efter Hustru Ingeborgh og hendes Morbroder Frederic, da ingen nærmere er til, skulde viige tilbage til den rette qvist och Ættebolk igjen, nemlig til Østen Bratt og hans Slægt, efter tuenne Breve, udgivne af 24 de ældste Mænd i Gudbrandsdalen. Og liigeledes blev nu den heele Sags Slutning og den endelige Dom deri, at det omtrættede Gods skulde tilfalde bemeldte Østen, samt Sefren, hans Hustru og hendes Brødre.»

    Kommentar til diplomet av professor Gerhard Schøning:
  «Man seer heraf, at denne Sag maae have været af Betydenhed, og derom i Forveien taget 24 Mænds Vidne. Saadant Vidne er ogsaa taget af Lagrettet i Loom, Aº 1529, hvori vidnes at i Looms Prestegaard, blev Lagrettet tilspurgt, af Hr. Moens, byskop ij Hammer, hvem de mente at være rette Arving og Odelsmand til Hielle og Hiells-Godz, Bøye og Gryttingen, enten de swnnen-fiels, som thet nu have, eller de norden-fiels, brødhrene baadhe, Anders og Jon Arnesyner, som nu her paa søkie.
    Herpaa erklærede Lagrettet, at det hverken tilkom dem søndenfields eller dem nordenfiælds, som nu paa 2 Aar siden havde begyndt at tale derpaa, men Godttorm Brat og Biærne Alfson, som thet ofte havde paaklaget. Var Guttorm nu 8 Aar gammel och hundrede, og hans forsømmelse og forfaldh vidste vel en Part af Kanikerne i Hammer. Biørn Alfson var blind og syg, saa han ei kunde forfølge sin Ret. Saavidt bemeldte Lagrettes Vidne. Men til viidere Oplysning saavel om anførte Sag, som om de Bratters Familie have vi tilføiet hosfølgende Slægts Tavle. (Slegttavalen findes ikke i Manuskriptet.)
    Det lader ellers som vedkommende ei have ladet Sagen beroe, med foranførte Dom og Tings-Vidner, men dreevet den videre. Thi blandt bemeldte Pergaments-Breve paa Gryting, findes et af Indhold, at Østen Brath og Søfren Stamstadh havde opfordret Lagrettet i nørdre luthene i Gudbrandzdalen, at vidne om det Gods, Hielle, Bøyie, Gryting, som da længe havde paasøgt, men en Jens Ifwerson nu nylig havde haft Tilfælde at vidne fra dem, til Trond Tynelf samt hans Søster, Jens Ifwersons Hustru.
    Det synes altsaa, som foromtalte Dom, udstædt paa Hammer, er bleven underkiændt for en anden eller høiere Ret. Bemeldte Lagrette vidnede, det de ei vidste, at sidstbenævnte vare odelsborne til bemeldte Gods, hvorimod dem var vitterligt, at benævnte Brat, hans Fader Guttorm Brath, samt Søfren og hans Værfader Biærne hafde længe søgt og vmaget derpaa, da hine derom intet havde klaget, førend nu. De erklærede derfor tilsidst, at Østen og Søfren paa hans Hustrues Vegne vare rette odelsborne til bem. Gods. Dat: i Nordalen i Holeim.»

    Det finnes også en stadfesting på at Øystein Bratt og Søren Stamstad vant denne saken i et diplom i Riksarkivet. Det er skrevet på Hamar i 1534 og der stadfester lagmannen i Oppland, Dyre Sevaldsson, med lagretten og biskopen dommen fra 1533 i saken mellom «Audulf Bogie, Jens Iversson og Ingebret Hielle, mot Østen Brath og Søfren Stamstad» da motparten ikke møtte frem (DN III 1136).     Fra Jakob Skjedvoll: «Den eldre Bjølstadslekta»:
  «Ingeborg (el. helst Ingebjørg) var mor til Guttorm Eindridsson Bratt. Engebret Hougen meiner å kunne påvise at ho var Ellingsdotter ved hjelp av opplysningar frå tre diplom som omhandler den bortkomne garden "Svadegard" på Tallerås på Dovre. Det går av desse fram at ei Ingebjørg Ellingsdotter fekk jord i den garden og at Eystein Guttormsson Bratt seinare åtte jord i same garden. 02.02.1530 kunngjorde "iegh Heningh Mwnk ath jegh haffwer giorth iordeskiffthe med hedherligh man Østhen Brath ein gord som liggher po Doffre nørdre lutthen i Gulbranssdallene som either Swadegordh" (DN III 1122). Noko av denne garden hadde ei Ingebjørg fått 16.12.1485 i følgje eit diplom der det står: "Thes kennes iagh Randith Olafszdatter medh gudz help thet iagh er hell til myne sale en tha iagh er kranker til myne lekome medh samtøgth myno egno bonde Sigwrder Ærike sson thet iagh haffuer giffuith myne dotther datther Jngibørighe Ellingzdatther och Sigrith Ellingzdatter for sino thienesthe ii#j kol (e)ighe ia(r)dhe i Swadhe gardh som ligher a Taldherass a Daffwer" (DN II 932). Det har vorte strid om gåva, men gåva vart stadfesta av lagmannen i Oppland 06.02.1487 (DN III 958). Den same Randi(?) Olavsdotter har óg ått Angard som Guttorm Eindridsson Brratt makeskifta til seg frå Hamarbispen 19.10.1500 (DN II 1010); den garden gav ho til kyrkja for sjelehjelp.
    "Svadagardr" må ha vore ein mellomaldergard som har vorte lagt varig under Angard etter at Brattslekta fekk hand om båe gardane. Namnet, i moderne form Svorgard, er kjent og knytt til ein del av jordet på Angard.
    Resonnementet til Engebret Hougen kunne ha mykje for seg ut frå dei opplysningane han legg fram, men det er ei rekkje forutsetningar som må vara til stades. Sjugurd Eiriksson må for det fyrste ha vore andre mannen til Randi(?) Olovsdotter og ho må ha vore gift fyrste gongen med den Fridik som er nemnt i Grytting-diploma. Dette samsvarar med at ho gav jordeiga i "Svade gardth" til sine, ikkje deira dotterdøtre. Borgilla Fridiksdotter må vidare ha vorte oppfostra hjå syskenbarnet, hustru Ingeborg, sjølv om mora var i live. Det kan kanskje synast noko mindre truleg, men det ville ikkje vara heilt uvanleg denne tida, særleg ikkje slik situsjonen var her, ved at ho var farlaus. Kombinasjonen av namn og jordeige kan også lettast forklarast med at det var denne Ingeborg som gifta seg med Eindrid Eiriksson. Ho hadde i tilfelle ei syster Sigri, som fekk jord i "Svade garth" saman med henne, og ein bror Arne, og hadde i tilfelle også ei morsyster som var gift med ein Olav og som hadde sonen Håkon Olavsson (DN II 932). Sidan desse ikkje er nemnde som ervingar saman med Ingeborg i Gryttingdiploma, må dei helst alle ha vore døde utan etterkomarar i 1533, det er også mogleg. Det som etter mitt skjønn talar nokså sterkt i mot at dette er rett, er alderen på personane dette gjeld. Mor til Guttorm Eindridsson var høgst truleg fødd seinast 1420, sjølv om ein legg mi utgreiing ovanfor om fødselsåret til Guttorm til grunn. Bestemora Randi Olavsdotter måtte etter vanleg rekning ha vore minst førti år eldre, fødd seinast 1380 og dermed minst 105 år da ho gav bort jord i "Svade gardh", og ho skulle da framleis ha andre ektemannen i live. Det er knapt mogleg. Om ein reknar at ho kunne vera nitti år da ho ga bort jorda og at både Borgilla, Ingeborg og Guttorm var fyrstefødde og kom til verda da mødrene i gjennomsnitt var sytten år, noko som vel nærmar seg det teoretiske minimum denne tida, ville Guttorm vera fødd i 1446 og altså 83 år i 1529, da han var sagt å vera "8 Aar gammel och hundrede". Ein slik hendingsgang er vel i teorien mogleg, men er lite truleg. Det kunne kanskje tenkjast at diplomet av 1485 var feildatert eller at dateringa er mistydd ved avskrivinga, men det synest også lite truleg med bakgrunn i kontrollen ein har mot diplomet av 1487. Den Ingeborg som var mor til Guttorm Eindridsson må derfor helst ha vore ei anna enn den som fekk jord i "Svadegard". Eystein Guttormsson må mest truleg ha fått tak i si jord i den garden på annan måte enn ved at det var bestemora som fekk jorda frå Randi Olavsdotter i 1485.
    Det må konkluderast med at det er ukjent kven forfedrene til Ingeborg var, utanom det som går fram av Grytting-diploma. Ei vidare drøfting av spørsmålet vil måtte bli omfattande og fell utanfor rama for denne artikkelen. Som nemnt ovanfor kan det i og for seg tenkjast at mora Borgilla Fridiksdotter var gift med Eirik Bjørnsson på Bjølstad og at det var Ingeborg som ervde Bjølstad etter han, men det er ikkje noko meir enn ei moglegheit ut frå kjeldene. Ingeborg må i alle fall høgst truleg ha gifta seg med Eindrid Eiriksson seinast i 1440-åra. Det er ukjent når ho døydde.» 1