Valdemar I Knudsson den Store av Danmark
1131-1182
|
ff
Erik I Svendsson Ejegod av Danmark. Født omkring 1056 i Slangerup. Død 10.07.1103 på Kypros. Konge. |
fm
Bodil Thrugotsdatter. Født omkring 1056. Død 1103 på Oljeberget ved Jerusalem. Dronning. |
mf
Mstislav I Vladimirovich av Kijev. Født 1076. Død 15.04.1132. Storfyrste. |
mm
Christina Ingesdotter. Død 18.01.1122. |
|
f
Knud Eriksson Lavard. Født omkring 1096 i Roskilde. Død 07.01.1131 i Haraldsted Skog ved Ringsted. Hertug. |
m
Ingeborg Mstislavsdatter. Født omkring 1100. |
||
|
Gift |
Sophie Vladimirsdatter.
Dronning.
Født omkring 1141. Død 05.05.1198. |
||
|
Valdemar II Valdemarsson Sejr av Danmark.
Konge.
Født 28.06.1170. Død 28.03.1241 i Vordingborg. |
|||
Konge.
Født 14.01.1131.
Død 12.05.1182 i Vordingborg.
Hertug av Slesvig 1150 - 1157.
Konge av Danmark 1157 - 1182.
Valdemar, som ble født 8 dager etter sin fars død, ble oppkalt etter sin mors farfar, Storfyrst Vladimir.
I 1150 gikk han som voksen yngling i sin fetter kong Svends tjeneste og fikk av ham overdratt sin fars stilling som jarl (hertug) av Sønderjylland. I 1154 lot han seg utrope til konge sammen med Henrik Skaatelaars sønn Knud på Viborg Ting. Etter mange vanskeligheter og stridigheter ble han ved kong Svends fall 23.10.1157 enekonge i Danmark.
Fra Snorre Sturlasson: Magnus Erlingssons saga:
«2. Erling Skakke gjorde seg i stand til å reise bort, han fikk tak i noen skip og hadde
med seg Magnus og alle håndgangne menn som var der. De som var med på ferden, var Arne
kongsmåg og Ingerid, mor til kong Inge, og de to sønnene hennes, og Jon Kutiza, sønn til
Sigurd Stork, og Erlings huskarer og likeså de som hadde vært huskarer hos Gregorius; de
hadde i alt 10 skip. De seilte sør til Danmark til Kong Valdemar og til Buriz Heinreksson, kong
Inges bror (sammødre halvbror). Kong Valdemar var nær frende til kong Magnus. Ingelborg,
kong Valdemars mor, og Malmfrid, mor til Kristin, som var Magnus's mor, var søstre og døtre til
kong Harald [Mstislav I] øst i Gardarike, som var sønn til Valdemar [Vladimir] Jarisleivsson.
Kong Valdemar tok godt imot dem, og han og Erling hadde ofte møter og rådlegning.
Samtalene deres førte til den avtale at kong Valdemar skulle fra sitt rike gi kong Magnus all
den hjelp som han kunne trenge til å legge under seg Norge og holde landet siden; men
Valdemar skulle ha det riket i Norge som hans forfedre, Harald Gormsson og Svein
Tjugeskjegg hadde hatt, hele Viken nord (vest) til Rygjabit. Denne avtalen ble fastslått ved
eder. Siden laget Erling og hans menn seg til å fare bort fra Danmark, de seilte ut fra
Vendelskage (i Vendsyssel).»
I mitten af 1100-tallet var det i mange år regulær borgerkrig i Danmark. Tre slektninger, alle
oldebarn til Svend II Estridsson, slåss om makten:
Sven III Grathe - sønn til Erik II Emune og sønnesønn til Erik I Ejegod,
Knud III - sønn til Magnus og sønnesønn til Niels I den Gamle og
Valdemar I den Store - sønn til Knud Lavard og sønnesønn til Erik I Ejegod.
Den eldste Danmarkshistorie - «Roskildekrøniken», sannsynligvis påbegynt av en kannik ved
Roskilde Domkirke omkring 1138 - omtaler borgerkrigsårene fra 1146 til 1157 etter Erik III
Lams død slik:
«Efter hans død samledes jyderne og valgte Knud, søn af kong Niels' søn Magnus. Men
skåningerne valgte Svend, Erik Emunes søn, og satte ham til konge over sig. Deraf kom en
langvarig kamp mellem Svend og Knud, i tolv år. For da Svend besteg tronen, forsvandt
freden, oprør opstod, og borgerkrigen kaldte selv fredelige folk til kamp.
I det tiende år samledes alle danske endelig, og idet de forhandlede om fred, valgte
de to konger, Knud, som tidligere var valgt af jyderne, og Valdemar, søn af den hellige Knud,
hertug og martyr. Fordrevet fra Danamrk flygtede Svend derimod Sachsen, til sin svigerfader
hertugen af Sachsen, som han blev hos i næsten tre år, afsat fra tronen. Først i det tredie år
fór han hjem til fædrelandet under foregivende af fred.
Da samledes Svend, Knud og Valdemar til møde efter gensidigt at have stillet gidsler,
og idet de på forstandige folks råd arbejdede for fred, stræbte de at standse striden i riget. Ved
dette forlig finder frænderne da sammen: at hver af dem skulle råde frit over en trediedel af det
delte rige. Og forrædierisk forbund og falsk fred blev indgået. For da de samledes i Roskilde,
blev Knud og Konstantin, Knuds frænde, skammelig myrdet af Svend, den 9. august, men
Valdemar undslap, hårdt såret. Han flygtede til Jylland og bad jyderne om hjælp. Svend, som
fulgte efter ham og kæmpede med ham på Grathe hede, bukkede ynkeligt under, sådan som
Gud ville det, og han fik det endeligt, som han havde gjort sig fortjent til ved sine rænker.
Hans lig blev lagt i jorden i landsbyens kirke.
Derefter blev den berømmelige Valdemar, søn af den hellige Knud hertug og martyr,
kong Erik den Godes søn, ophøjet til tronen af alle Danmarks bedste mænd, og salvet til
konge og iklædt purpuret og kronet med den største hæder og ærefuldt indsat i
kongeværdigheden af ærkebiskop Eskil, i året 1157 efter Herrens kødvordelse. Han styrede
ædelt det danske rige i 26 år.»
Valdemar ble begravet i Ringsted kirke.
1
Om du har kommet til denne siden uten at det er en oversiktsramme til venstre,
vennligst
TRYKK HER for å komme til min hovedside.
If you have entered this page without a Menu Bar Frame on the left of the screen,
please
PRESS HERE to get to my main page.
Produsert av DISGEN versjon 8.1e 2009-10-17